Af Louis Raaschou
I 2018 skubbede Spider-Man: Into the Spider-Verse til vores opfattelse af, hvordan en animationsfilm kan se ud, hvad en Spider-Man-fortælling kan være, og hvad superheltegenren kan rumme. Med ét skabte den nyt håb for genren, og en tro på, at den kan være mere end formulariske CGI-spektakler. Nu følger den svære to’er, som yderligere udfolder både universet, dets karakterer og udtryk, men samtidig er helt sin egen.
Siden Miles Morales (Shameik Moore) skiltes fra Spidervennerne fra andre dimensioner i Into the Spider-Verse, har han har fundet sig til rette i rollen som venlig forbryderbekæmper i Brooklyns gader. Men så genforenes han med Gwen Stacy (Hailee Steinfeld), som er blevet en del af det særlige hold Spider Society, der på tværs af alle dimensioner, skal holde Multiverset på plads ved at bekæmpe både farlige og fjollede anomalier.
Gensynet vækker en ungdommelig kærlighed i Miles, der får håb om et sted, hvor folk forstår ham. Han kastes hovedkulds ind i Metaverset, hvor nye og gamle Spider-venner må stå sammen for at stoppe en ny, magtfuld skurk. Hvordan man skal gøre det, og hvor meget man skal opgive for at leve op til sit ansvar som Spider-Man, er de ikke enige om, og Miles må selv finde ud af, præcis hvilken helt, han vil være.
Som forgængeren udmærker Across the Spider-Verse sig først og fremmest ved sin eksplosive, maksimalistiske animationsstil, der med enorm selvtillid kombinerer teknikker og stilarter i øst og vest, men aldrig glemmer sit ophav i de tegneserier, som det hele startede med.
Man skulle ikke tro det muligt, men to’erens udtryk fremstår endnu mere komplekst, og særligt bemærkelsesværdig er brugen af udviskede farver og former, som giver følelsen af, at man befinder sig inde i et maleri, der er i gang med at blive malet. Akkompagneret af den gennemmusikalske lydside (det fornægter sig ikke, at en af de tre instruktører stod bag Pixar-filmen Soul fra 2020) etableres et tydeligt mere ekspressivt og poetisk udtryk, der åbenbarer karakterernes indre på en oprigtig måde i de (overraskende mange) dialogbårne scener.
Across the Spider-Verse opnår med sit større fokus på relationer og karakterer ikke det samme gennemgående, energiske flow, som forgængeren, men den har til gengæld et større potentiale for at ræsonnere på et dybere plan og lykkes langt hen ad vejen med det. I enkelte scener fremstår pointen om, at det som ungt menneske er svært at stå mellem forskellige kulturer, verdener og liv en smule overfortalt, ligesom det også pointeres en gang eller to for meget, at man som Spider-Man må være villig til at ofre for det større gode.
Den smule overfortælling skal dog ikke ligge filmen ret meget til last, for den formår med længder at gøre op for det med vilde actionsekvenser, storslåede udforskninger af nye verdener og både kreative og sjove indspark fra andre Spider-Man-fortællinger, der aldrig kammer over og bliver til tomme gimmicks.
Spider-Man: Across the Spider-Verse er en mesterligt animeret, genre- og grænseskubbende efterfølger, der formår at bygge videre på et allerede eminent univers. Med en fortælling om at være ung, på jagt efter kærlighed, anerkendelse og accept, samtidig med at man skal redde verden, når den i sine relationer og karakterudfoldelser dybere end forgængeren, og slår fast, at Spider-Man som symbol og helt er alt andet end udkørt mere end 60 år efter, at verden for første gang mødte ham.
Kommentarer